Det begyndte med et smukt litografi af den berømte og elskede Disney-tegner Carl Barks. Nummereret og signeret og forestillende Anders And som sheriffen fra Bullet Valley, der med skarpladte seksløbere står beskyttende foran sine tre nevøer og afviser modstandernes kugleregn.
Og nu er jeg blevet bidt af det. Jeg samler på tegneseriekunst og har indtil videre indkøbt litografier af to af mine yndlingstegnere: franskmændene Jacques Tardi og Moebius, naturligvis alle nummererede og signerede - det er jo det, der er med til at gøre dem specielle og værdifulde.
De ser knaldgodt ud på væggen i glas og ramme og er tilsyneladende også en god investering. Jeg overvejer nu at tage springet til den originale seriekunst, altså originaltegninger af tegneserieskabere.
Det er noget ganske andet end litografierne, dyrere, men også mere fascinerende, fordi der er noget helt specielt i at eje en original af en tegner, man beundrer.
"Det er den ultimative oplevelse af en tegneserie at sidde med originalsiden foran sig eller hænge den op på sin væg og studere detaljerne," siger Peter Hartung, der er journalist, seriekunstsamler og indehaver af online-butikken Comicart.dk, der handler med original seriekunst og er den egentlige årsag til, at jeg begyndte.
"Man kan se detaljer i stregen, som selv ikke de bedst trykte album gengiver. De gengiver ikke originalernes fantastiske dynamik i stregen. Det lyder nørdet, men man kan (til gengæld) se slettelak og den blå blyant, der er brugt til at skitsere siden, inden den bliver inket. Og man kan se tegnerens beskidte fingeraftryk og pletter af kaffe. Jeg har sågar en original Will Eisner-tegning, hvor man kan se, at en glød fra hans pibe har brændt papiret. Et eller andet sted er det jo hyggeligt, og hvis man har bare en lille smule fantasi og indlevelsesevne, så kan man næsten se tegnerens arbejdssituation foran sig. Jeg synes, at det er fantastisk, at en originaltegning egentlig er en fortælling om tilblivelsesprocessen."
Peter Hartung har beskæftiget sig med tegneserier som fan og som professionel, siden han var teenager, og han blev bidt af en gal seriekunstsamler, da han besøgte en norsk samler og følte det som at komme hjem.
Læs mere på information.dk.
Slap af mens du læser tegneserier - få personlige velvære med en massagestol fra Bwell.
19.01.2008. 05:40